Vedtægter for Grundejerforeningen Birkelunden
§ 1 Navn og hjemsted
§ 2 Formål
§ 3 Forpligtigelser
§ 4 Ejer / ansvarsforhold
§ 5 Udgifter
§ 6 Medlemsbidrag
§ 7 Restanceforretningsorden
§ 8 Likviditet
§ 9 Generalforsamlingen
§ 10 Generalforsamlingens forretningsorden
§ 11 Ekstraordinær generalforsamling
§ 12 Bemyndigelse
§ 13 Regnskab og Revisor
§ 14 Bestyrelse
§ 15 Regnskab
Download vedtægterne
Vedtægter for Grundejerforeningen Birkelunden vedtaget på ekstraordinær generalforsamling den 14.03.1990.
Ajourført den 24. oktober 1997 med de på de efterfølgende generalforsamlinger vedtagne ændringer.
Ajourført den 22. april 2003 med de på de afholdte generalforsamlinger vedtagne ændringer angivet i kursiv.
Ajourført den 6. november 2005 med de på de afholdte generalforsamlinger vedtagne ændringer (§6 Medlemsbidrag).
§ 1 Navn og Hjemsted
Foreningens navn er “Grundejerforeningen Birkelunden”.
Hjemsted er Høje Taastrup kommune.
Den er stiftet i henhold til servitutter lyst på de i § 2 nævnte ejendomme.
§ 2 Formål
Stk. 1.
Foreningens formål er at varetage alle spørgsmål, som har fælles interesse for ejere af ejendommene udstykket fra matr. nr. 47 og 59 a af Taastrup Valby by, Taastrup
Nykirke sogn.
Stk. 2.
At sikre distributionen af koldt vand, varme og varmt vand til medlemmerne, efter nærmere retningslinier, fastsat af generalforsamlingen.
Stk. 3.
At eje og administrere parkeringsarealer, legepladser, veje og kørestier og den fælles varmecentral samt alle ledninger til koldt og varmt vand, samt centralvarmeledninger, herunder vandstik til hver blok, alle udvendige kanaler til varme og varmt vand, alle regnvands og kloakledninger, samt hegn i skel mellem ejerlaugets fællesarealer og parceller udenfor ejerlauget.
Stk. 4.
Ved forhandling med tredjemand at varetage medlemmernes interesser, om foreningens drift og vedligeholdelse.
Stk. 5.
At sikre at bebyggelsen fremtræder som en ensartet helhed, ved fastsættelse af regler for ændringer m.v. i forhold til husenes oprindelige opførelse, udseende m.v.
§ 3 Forpligtigelser
Stk. 1.
De i § 2 omhandlede 84 ejendomme er berettiget og forpligtiget til at lade deres ejendom forsyne med fjernvarme, koldt vand og varmt vand gennem den fælles varmecentral.
Stk. 2.
Foreningens medlemmer hæfter i forhold til tredjemand pro rata for foreningens forpligtelser.
Stk. 3.
I forholdet til foreningen hæfter medlemmerne pro rata, hvilket også gælder for tab, som foreningen har på de enkelte medlemmer.
Stk. 4.
I tilfælde af ejerskifte indtræder den nye ejer af vedkommende ejendom i den tidligere ejers rettigheder og forpligtelser overfor foreningen.
Stk. 5.
Den til enhver tid værende ejer hæfter for alle ejendommens forpligtelser overfor foreningen. Refusionsopgørelsen mellem sælger og køber er foreningen uvedkommende. Ejerskifte skal anmeldes skriftligt til bestyrelsen, som indtil dette er sket, kan holde sig til den hidtidige ejer i alle anliggender vedrørende foreningen.
Stk. 6.
Et medlem kan ikke ved salg af sin ejendom gøre krav på udbetaling af nogen del af foreningens formue, lige så lidt som andele i denne formue kan gøres til genstand for særskilt overdragelse eller nogen anden form for særskilt retsforfølgning.
Stk. 7.
De af foreningen til gennemførelse af nævnte foreningsformål trufne bestemmelser er fuldt bindende for de enkelte medlemmer.
§ 4 Ejer-/ansvarsforhold
Stk. 1.
Grundejerforeningen er ejer af hovedledninger for koldt og varmt vand, samt varmeforsyningen fra varmecentralen til ledningsind og udføringen i den enkelte blok. Ledningsnet og installationer i de enkelte ejendomme er grundejerforeningen uvedkommende. Grundejerforeningen er ejer af udvendigt belysningsanlæg på fællesarealer.
Stk. 2.
Grundejerforeningen har risiko og ansvar for de af foreningen ejede installationer og ejendomme, og er herunder ansvarlig for skader på de enkelte parceller opstået som følge af skader på eller vedligeholdelse af foreningens installationer.
Stk. 3.
Foreningens førnævnte risiko og ansvar er bestyrelsen pligtig at dække ved tegning af følgende forsikringer:
Vedrørende varmecentralen: Sædvanlig brand, svampe- og husbukkeforsikring, samt kombineret husejerforsikring med speciel ansvarsforsikring for skader forvoldt af varmecentralen.
Vedrørende fællesarealer: Sædvanlig ansvarsforsikring.
Stk. 4.
De enkelte ejere er pligtige at tåle, at de i stk. 1 nævnte anlæg er installeret som sket i de enkelte ejendomme, og er pligtig til at give foreningen eller de dertil bemyndigede personer adgang til at efterse eller reparere anlæggene, aflæse målere eller lignende, nårsomhelst foreningen måtte ønske dette, og er efter de almindelige erstatningsregler overfor foreningen ansvarlig for skader på anlæggene. Nyinstallationer, ændringer, fejl eller uregelmæssigheder ved de i stk. 1 nævnte anlæg og installationer skal straks anmeldes til bestyrelsen.
Stk. 5.
Forsyningen af varme og varmt brugsvand kan afbrydes forsåvidt eftersyn og reparation nødvendiggør dette. Bestyrelsen påser, at eventuelt årligt eftersyn foregår i perioder, hvor det er til mindst gene.
Stk. 6.
Privatantenner, paraboler mv. kan opsættes for så vidt at disse placeres på gårdsiden eller i haven således at øverste kant af antennen, parabolen mv. holdes under de gule halvmures kant.
Stk. 7.
I alle huse i grundejerforeningen er der installeret fiberanlæg som primær kilde til TV, telefoni, og Internet. Grundejerforeningen ejer alle føringsveje til fiberanlægget. Fiberleverandøren ejer selve fiberanlægget, fiberledninger, gavlskabe mv. De enkelte ejere er pligtige til at tåle at dette anlæg er installeret som sket i de enkelte ejendomme og er pligtig til at give foreningen, de dertil bemyndigede personer eller fibersignalleverandøren adgang til at efterse eller reparere anlægget når som helst foreningen eller fibersignalleverandøren måtte ønske dette. De er desuden ansvarlige overfor foreningen og fiberleverandøren for skader på føringsvejene og fiberanlægget efter de almindelige erstatningsregler.
§ 5 Udgifter
Foreningen afholder følgende udgifter:
Stk. 1.
Udgifter til ejendommenes forsyning med varme, varmt og koldt vand, omfattende brændselsudgifter, varmemesterløn, udgifter til vand og strømforbrug samt andre direkte driftsudgifter til varmeforsyningen.
Stk. 2.
Udgifter til vedligeholdelse, fyringskontrol og service, fornyelser, forsikringer og afskrivninger på varmecentralen, hovedledningerne og den installerede automatik.
Stk. 3.
Nødvendige udgifter vedrørende bygningen hvori varmecentralen er installeret.
Stk. 4.
Udgifter til vedligeholdelse m.v. af fællesarealer og fællesanlæg, samt til opfyldelse af andre af foreningen påhvilende forpligtelser.
Stk. 5.
Udgifter til vedligeholdelse af redskabsskur og føringsveje til fiberanlægget.
Stk. 6.
Administrationsudgifter i øvrigt, herunder udgifter til kontorhold, medhjælp, kautionsforsikringspræmie for kasserer m.v.
Stk. 7.
Andre fælles udgifter til varetagelse af foreningens drift i det omfang disses afholdelse er vedtaget eller godkendt af en generalforsamling.
Stk. 8.
Udgifter til drift, vedligehold og administration af ladestandere kan afholdes af foreningen hvis det ikke er muligt at påligne forbruget.
Hvis foreningen driver ladestanderløsningen afregnes med den enkelte forbruger på månedsbasis. Alternativt afregnes forbrug direkte af forbruger med udbyder.
§ 6 Medlemsbidrag
Stk. 1.
Medlemmernes indbetalinger foretages til kasseren på den til formålet værende bank. eller postgirokonto. Foreningens midler skal primært henstå i bank eller sparekasse evt. postgiro på den for foreningen mest fordelagtige måde.
Stk. 2.
Bestyrelsen fastsætter størrelsen af ovennævnte acontobeløb på baggrund af det på generalforsamlingen fremlagte og godkendte budget.
Stk. 3.
De i § 5 stk.1-3 omtalte udgifter, fordeles blandt medlemmerne med henholdsvis faste og variable omkostninger.
Acontobeløbet fastsættes således ved summen af udgifter til faste omkostninger fordelt i lige store andele imellem medlemmerne samt udgifterne til variable omkostninger i forhold til det enkelte medlems forbrug i et foregående regnskabsår.
De i § 5 stk. 4 -7 omtalte udgifter fordeles i lige store andele imellem medlemmerne.
Vedtaget på ekstraordinær gf. den 20.05.1997.
Stk. 4.
Bestyrelsen er berettiget til, i løbet af et regnskabsår, at ændre acontobeløbet for det enkelte medlem såfremt det skulle blive nødvendigt for at opfylde foreningens forpligtelser og udgiften ikke kan afholdes af det på en generalforsamling vedtagne budget. Ligeledes er bestyrelsen berettiget til at opkræve nødvendige ekstraordinære medlemsbidrag.
Sådanne dispositioner skal dog godkendes på den efterfølgende ordinære generalforsamling eller såfremt bestyrelsen beslutter dette på en ekstraordinær generalforsamling.
Stk. 5.
Efter regnskabsårets afslutning udarbejder bestyrelsen driftsregnskab og status. Over/underskud disponeres efter generalforsamlingens beslutning.
Stk. 6.
Alle acontoindbetalinger forbliver indestående i tilfælde af ejendommens salg jvf. § 3 stk. 3.
Stk. 7.
For så vidt angår ejerlejligheden ovenover varmecentralen udgør acontobidraget for så vidt angår ikke forbrugsafhængige udgifter halvdelen af øvrige medlemmers bidrag .
Stk. 8.
Ved salg af ejendom er sælger forpligtiget til, at regulere sine á conto indbetalinger for de i § 5 stk.1-3 omtalte udgifter efter følgende retningslinier
Fraflyttes indenfor regnskabsårets første 3 måneder skal indbetalinger svare til minimum 40 % af den fastsatte á conto for regnskabsåret.
Fraflyttes efter regnskabsårets 3. måned skal indbetalingen svarer til 75 % af den fastsatte á conto for regnskabsåret dog minimum til det fastsatte á conto beløb.
Vedtaget på ekstraordinær gf. den 23.02.1999
Stk.9
Til sikkerhed for fællesbidrag for ethvert beløb, som et medlem er eller måtte blive foreningen skyldig, herunder udgifterne ved et medlems misligholdelse af enhver art, vil nærværende vedtægter være at tinglyse pantstiftende for et beløb stort kr. 40.000,00 på
47b, 47c, 47d, 47e, 47f, 47g, 47h, 47i, 47k, 47l, 47m, 47n, 47o, 47p, 47q, 47r, 47s, 47t, 47u, 47v, 47x, 47y, 47z, 47æ, 47ø, 47aa, 47ab, 47ac, 47ad, 47ae, 47af, 47ag, 47ah, 47ai, 47ak, 47al, 47am, 47an, 47ao, 47ap, 47aq, 47ar, 59c, 59d, 59e, 59f, 59g, 59h, 59p, 59q, 59r, 59s, 59t, 59u, 59v, 59x, 59y, 59z, 59æ, 59ø, 59aa, 59 ab, 59ac, 59ad, 59ae, 59af, 59ag, 59ah, 59ai, 59ak, 59 al, 59am, 59an, 59ao, 59ap, 59aq, 59ar, 59as, 59at, 59au, 59av, 59ax, 59ay og 59az af Taastrup Valby by, Taastrup Nykirke Sogn.
Pantesikkerheden respekterer de for nærværende vedtægters tinglysning lyste servitutter og byrder, men har prioritet forud for al pantegæld.
Nærværende pantesikkerhed kan uden forudgående dom eller forlig tjene som umiddelbart grundlag for tvangsfuldbyrdelse for enhver forfalden ikke betalt gæld til ”Grundejerforeningen Birkelunden”.
Beløbet reguleres i overensstemmelse med reguleringsindekset for boligbyggeri, jf. bekendtgørelsen om realkreditinstitutioners låneudmåling nr. 775 af 1. september 2003 § 22, stk. 6. Beløbet maksimeres således til det beløb, som af de respektive realkreditinstitutioner højst må accepteres som foranstående hæftelse, uden at det får indflydelse på låneudmålingen. Efter bedste skøn over udviklingen i byggeindekset anslås det pantstiftende beløb om 10 år at udgøre kr. 50.000,00 svarende til en akkumulerende stigning i indekset på mellem 2,5 og 3 %.
Denne bestemmelse begæres såvel tinglyst pantstiftende som servitutstiftende på
47b, 47c, 47d, 47e, 47f, 47g, 47h, 47i, 47k, 47l, 47m, 47n, 47o, 47p, 47q, 47r, 47s, 47t, 47u, 47v, 47x, 47y, 47z, 47æ, 47ø, 47aa, 47ab, 47ac, 47ad, 47ae, 47af, 47ag, 47ah, 47ai, 47ak, 47al, 47am, 47an, 47ao, 47ap, 47aq, 47ar, 59c, 59d, 59e, 59f, 59g, 59h, 59p, 59q, 59r, 59s, 59t, 59u, 59v, 59x, 59y, 59z, 59æ, 59ø, 59aa, 59 ab, 59ac, 59ad, 59ae, 59af, 59ag, 59ah, 59ai, 59ak, 59 al, 59am, 59an, 59ao, 59ap, 59aq, 59ar, 59as, 59at, 59au, 59av, 59ax, 59ay og 59az af Taastrup Valby by, Taastrup Nykirke Sogn.
Med hensyn til de på ejendommen tinglyste servitutter, byrder og panthæftelser henvises til tingbogen.
Vedtaget på ekstraordinær gf. den 31.05.2005.
Stk.10
Indtil den ovenfor i § 6, stk. 9 etablerede pantstiftende sikkerhed har opnået 1. prioritet i den enkelte ejendom, bevares de på ejendommene tinglyste ejerpantebreve stort kr. 6.000,00, hvorefter bestyrelsen kan kvittere ejerpantebrevet til aflysning.
§ 7 Restance
Stk. 1.
Hvis et medlemsbidrag ikke indbetales rettidigt skal medlemmet erindres herom, idet der senest den 20. i forfaldsmåneden sendes en skriftlig påmindelse. Udover medlemsbidraget skal der pålægges medlemmet et rykker gebyr jfr. den til enhver tid gældende lovgivning. Er medlemsbidraget herefter ikke foreningen i hænde, dvs. registreret overført til foreningens bank eller postgiro, senest ved udgangen af forfaldsmåneden skal sagen overgives til retslig inkasso.
Stk. 2.
Alle omkostninger i forbindelse med inddrivelsen ad retslig vej betales af vedkommende restant.
§ 8 Likviditet
Stk. 1.
Bestyrelsen er forpligtet til at opretholde en likviditet der sikrer grundejerforeningens daglige drift.
§ 9 Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 1.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i februar måned. Den indkaldes af bestyrelsen med 14 dages varsel ved skriftlig meddelelse til hvert enkelt medlem.
Stk. 2.
Dagsordenen, der fastsættes af bestyrelsen, skal meddeles hvert enkelt medlem. Samtidigt med indkaldelsen fremsendes det reviderede regnskab.
Stk. 3.
Forslag der af medlemmerne ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være bestyrelsen i hænde senest den 31. december.
Stk. 4.
Sager, der ikke er optaget på dagsordenen, kan ikke sættes under afstemning.
Stk. 5.
På hver ordinær generalforsamling skal følgende punkter behandles:
- Valg af dirigent.
- Bestyrelsens beretning om det forløbne år.
- Aflæggelse af regnskab, underskrevet af bestyrelsen og revisor.
- Rettidige indkomne forslag.
- Fremlæggelse af budget og fastlæggelse af aconto fællesudgifter.
- Valg af formand for bestyrelsen.
- Valg af 4 bestyrelsesmedlemmer samt 2 suppleanter.
- Valg af 1 foreningsrevisor.
- Valg af 1 statsautoriseret/registreret revisor, der ikke er medlem af grundejerforeningen.
- Valg af 1 revisorsuppleant.
- Eventuelt.
Under eventuelt kan der ikke sættes forslag til afstemning.
§ 10 Generalforsamlingens forretningsorden
Stk. 1.
Generalforsamlingen, der ledes ved en af denne valgt dirigent, tager i almindelighed beslutning ved simpel stemmeflerhed.
Afstemningen sker ved håndsoprækning med mindre mindst 1 medlem forlanger skriftlig afstemning.
Over generalforsamlingens forhandlinger føres protokol, der underskrives af dirigenten og bestyrelsens formand, samt udsendes til medlemmerne senest 6 uger efter generalforsamlingen.
Stk. 2.
For at vedtægtsændringer, vedtægtstilføjelser eller bestemmelser om foreningens opløsning kan vedtages, kræves at mindst halvdelen af foreningens medlemmer er mødt og mindst 2/3 af de mødte erklærer sig for forslaget.
Stk. 3.
Forslagene til vedtægtsændringer eller tilføjelser skal dernæst i forvejen med fuld ordlyd sammen med dagsordenen være bragt til medlemmernes kundskab. Er det tilstrækkelige antal stemmer ikke repræsenteret afholdes ny generalforsamling, der med samme kvalificerede flertal kan godkende forslagene, uanset antallet af de mødte medlemmer.
Stk. 4.
Hver parcel har 1 stemme.
Stk. 5.
Stemmeafgivningen kan ske ved skriftlig fuldmagt til et andet medlem. Intet medlem kan dog afgive stemme i henhold til mere end en fuldmagt.
Stk. 6.
I tilfælde af forsamlingsforbud eller anden foranstaltning, der forhindrer at generalforsamlingen helt eller delvis kan afholdes som fysisk møde kan bestyrelsen beslutte at afholde generalforsamlingen helt eller delvis som virtuelt møde.
§ 11 Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1.
Ekstraordinær generalforsamling, der indkaldes på samme måde og med samme frist som den ordinære, afholdes så ofte bestyrelsen finder det nødvendigt, eller efter at mindst 1/4 af foreningens medlemmer der ikke er i restance til foreningen, til bestyrelsen indgiver skriftlig motiveret begæring med angivelsen af dagsordenen for den ekstraordinære generalforsamling.
Når sådan begæring er indgivet til bestyrelsen, skal generalforsamlingen afholdes inden 3 uger efter dennes modtagelse.
Stk. 2.
Hvis ikke mindst 3/4 af de medlemmer, der har ønsket den ekstraordinære generalforsamling indkaldt, er til stede på generalforsamlingen, kan dagsordenen nægtes behandlet.
§ 12 Bemyndigelse
Når der på en generalforsamling er truffet gyldig bestemmelse om bevilling af midler udover det til administrationen nødvendige, pålæg af yderligere indskud fra medlemmernes side eller optagelse af lån, er bestyrelsen bemyndiget til at underskrive for foreningens medlemmer i ethvert forhold, der er nødvendigt til at gennemføre generalforsamlingens beslutning.
Foreningen tegnes overfor trediemand, ved formand og kasserer i forening.
§ 13 Regnskab og revisor
Generalforsamlingen vælger 1 revisor og 1 revisorsuppleant.
Genvalg kan finde sted.
Revisorvalg følger reglerne i § 14 stk. 9.
Generalforsamlingen vælger 1 statsautoriseret/registreret revisor.
Revisorerne gennemgår mindst en gang halvårligt foreningens regnskab, der føres af kassereren efter bestyrelsens nærmere bestemmelse og forvisser sig om, at de i regnskabet opførte aktiver er til stede, hvorefter de indgiver deres revisionsbemærk-ninger til bestyrelsen.
§ 14 Bestyrelsen
Stk. 1.
Bestyrelsen består af 5 medlemmer. Formanden vælges direkte på generalforsamlingen.
Stk. 2.
Den valgte bestyrelse konstituerer sig selv.
I tilfælde af formandens forfald indtræder næstformanden som formand til næste generalforsamling.
Bestyrelsen samt suppleanter vælges for 1 år af gangen.
Genvalg kan finde sted.
Stk. 3.
Dersom antallet af bestyrelsesmedlemmer ved afgang i årets løb, og efter at suppleanterne er tiltrådt, bliver mindre end 3, er bestyrelsen forpligtet til at supplere sig selv indtil førstkommende generalforsamling.
Stk. 4.
Bestyrelsen har den daglige ledelse af foreningens virksomhed herunder drift og vedligeholdelse af fællesanlæg og varetager dens formål og interesser.
Stk. 5.
Bestyrelsen er dog berettiget til at ansætte hjælp til at forestå drift og vedligeholdelse af fællesanlæg indenfor budgettets rammer.
Stk. 6.
Der afholdes møde så ofte formanden eller to medlemmer finder det nødvendigt.
Over det, under forhandlingerne passerede, føres en protokol, der skal fremlægges og godkendes af bestyrelsen på det næstfølgende bestyrelsesmøde.
Stk. 7.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer giver møde.
Stk. 8.
Bestyrelsens beslutning træffes ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed, er formandens stemme udslagsgivende.
Stk. 9.
Et medlem kan ikke opretholde sit hverv hvis medlemmet ikke overholder grundejerforeningens love, er i restance, eller er ude af rådighed over sit bo.
Stk. 10
Et bestyrelsesmedlem der har været fraværende på 2 på hinanden følgende bestyrelsesmøder uden afbud kan ikke opretholde bestyrelsesmedlemskabet.
§ 15 Regnskab
Stk. 1.
Regnskabet løber fra den 1. oktober til den 30. september.
Senest den 10. november skal regnskabet være afsluttet og afleveret til revisionen.
Regnskabet underskrives af den samlede bestyrelse forinden afholdelse af den ordinære generalforsamling.
Stk. 2.
Foreningsrevisorerne kan når som helst foretage kasseeftersyn, og skal foretage et sådan uanmeldt eftersyn en gang om året.
Stk. 3.
Bestyrelsen foreligger regnskabet for en af generalforsamlingen valgt statsautoriseret/registreret revisor.
Revisoren forsyner regnskabet med påtegning, til fremlæggelse på den ordinære generalforsamling.